dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat

Borgmester presses i sag om habilitet og troværdighed

Vesthimmerlands-borgmester Knud Kristensen (K) fremlagde ikke ønsket dokumentation i ejendomssag. Udvalgsfællerne giver ham en uge til at skaffe den

VESTHIMMERLAND: Borgmester - og entrepenør - Knud Kristensen (K) kunne på økonomiudvalgets møde i denne uge ikke fremlægge dokumentation for, at han ikke ejer et nedlagt hotel i Aars - og at han dermed ikke har løjet.

I første omgang betyder det ifølge mødereferatet, at det derfor var en korrekt beslutning, da udvalgets flertal erklærede borgmesteren inhabil, selv om borgmesteren ikke selv oplyste om mulig inhabilitet. I anden omgang får borgmesteren en uge til at skaffe dokumentationen.

Sagen handler om byggeri af ungdomsboliger i det tidligere hotel, som har været ejet af Knud Kristensen. På septembermødet meddelte han, at han ikke længere ejede ejendommen og derfor ikke var inhabil, da byggeriet skulle besluttes. Han viste sig dog stadig at stå som ejer i tingbogen, og ifølge de øvrige medlemmers udlægning indrømmede han derefter, at ejendommen 'nok ikke var rigtigt solgt', men at en person havde fået option på den.

Anstrengende
Senere har Knud Kristensen i den lokale presse fastholdt, at ejendommen var solgt, og at langsom sagsbehandling i Tinglysningsretten måtte være årsag til, at handlen ikke var registreret. Det fik udvalgsflertallet til at konstatere, at han enten har talt usandt overfor udvalget eller overfor avisen og dermed offentligheden.

Efter mødet i denne uge opfordrer flertallet, der også tæller borgmesterens partifælle Kirsten Moesgaard (K), fortsat borgmesteren til at fremlægge dokumentationen - og vil nu også have hjælp af kommunens jurist og KL.

- I hans egen interesse som borgmester og førstemand i kommunen er det en sag, vi ikke kan blive ved med at have kørende. Det er ved at være anstrengende, siger medlem af økonomiudvalget Per Bach Laursen (V) til TV2 Nord.

TV-stationen oplyser, at ifølge borgmesteren kan udvalget ikke få lov til at se dokumentationen for ejerskabet, fordi den nye ejer af ejendommen ikke ønsker, at dokumentet skal fremvises til en tredje part. Derfor har udvalgsflertallet givet borgmesteren en uge til at bevise, at han har rent mel i posen. 

Udvalget har egentlig først møde igen den 9. november, men så længe vil økonomiudvalget ikke vente og forventer indkaldelse til ekstraordinært møde inden.

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.